Københavns Brandvæsen skal bidrage til at gøre København en tryg og sikker by, og vi ønsker at yde byens borgere den bedst mulige service.
Vi stræber hele tiden efter at blive bedre, hvorfor vi betragter alle klager som noget, vi kan lære af. Heldigvis er der kun få klager over Københavns Brandvæsen (se fakta nederst). De klager, vi får, tager vi naturligvis meget seriøst, således at vi kan forebygge at samme fejl gentages. Bl.a. sørger vi for, at klager bliver gennemgået med personalet og inkorporeret i deres løbende træning og efteruddannelse.
Sådan klager du
Hvis du ikke mener, at du har fået en ordentlig behandling i forbindelse med din kontakt med Københavns Brandvæsen – herunder Alarmcentralen 1-1-2 for Storkøbenhavn - kan du rette din klage til:
Københavns Brandvæsen
Bag Rådhuset 3
1550 København V
Tlf. 33 66 33 66 - send mail
Hvis din henvendelse rejser spørgsmål, som skal besvares, kan du normalt forvente svar inden for 10 dage fra den dag, vi har modtaget din henvendelse. Det kan dog tage længere tid afhængigt af, om henvendelsen giver anledning til, at sagen skal undersøges nærmere.
Hvis der er særlige regler for svarfrister, vil disse naturligvis blive overholdt.
Skulle vise sig, at vi ikke er de rette til at behandle klagen, vil vi vejlede dig om, hvordan du kommer videre med sagen.
Klager du på vegne af en anden
Klager du på vegne af en anden person, skal han eller hun udfylde en fuldmagt. Fuldmagten skal afleveres sammen med klagen.
Hent og udskriv Fuldmagtsskabelon
Klager vedrørende sundhedsfaglig behandling
Drejer din klage sig om den sundhedsfaglige behandling i forbindelse med ambulancekørsel, skal du henvende dig til:
Patientombuddet
Finsensvej 15
2000 Frederiksberg
Tlf. 72 28 66 00
pob@patientombuddet.dk
www. patientombuddet.dk
Krav om erstatning efter sundhedsfaglig behandling
Hvis du ved undersøgelse, behandling m.v. i forbindelse med ambulancekørsel har fået en skade og vil søge erstatning, skal du kontakte:
Patientforsikringen
Nytorv 5, 3. Sal
1450 København K
Tlf. 33 12 43 43
pf@patientforsikringen.dk
www.patientforsikringen.dk
Hvis du ønsker aktindsigt
Du har som borger ret til at se de dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen i brandvæsenet i overensstemmelse med reglerne i offentlighedsloven. Ved henvendelse om aktindsigt skal du angive de dokumenter eller den sag, du ønsker aktindsigt i.
Hvis du er part i en sag i brandvæsenet, har du ret til at se dokumenter i videre omfang end andre efter reglerne i forvaltningsloven. Ved henvendelse skal du angive de dokumenter eller den sag, du ønsker aktindsigt i.
Brandvæsenet skal inden 10 dage efter modtagelse af din anmodning give eller afslå aktindsigt, eller give dig en begrundet meddelelse om, hvornår du kan forvente en afgørelse.
Ønsker du aktindsigt, kan du henvende dig til:
Københavns Brandvæsen
Bag Rådhuset 3
1550 København V
Tlf. 33 66 33 66 - send mail
Ret til indsigt mv. efter persondataloven
Persondataloven gælder for al behandling af personoplysninger, som sker helt eller delvis ved hjælp af edb, samt for oplysninger i manuelle registre.
Loven gælder også for anden behandling af personoplysninger, hvis disse skal indgå i et register. Formålet med loven er blandt andet at skabe åbenhed omkring behandlingen af oplysninger.
Efter loven har du som borger, hvis der er registreret oplysninger om dig, en række rettigheder vedrørende oplysningspligt, indsigtsret, indsigelsesret over for behandlinger samt ret til berigtigelse, sletning eller blokering af urigtige oplysninger.
Hvis du ønsker at benytte dig af dine rettigheder jf. persondataloven kan du henvende dig til:
Københavns Brandvæsen
Bag Rådhuset 3
1550 København V
Tlf. 33 66 33 66 - send mail
FAKTA
Københavns Brandvæsen modtager i gennemsnit i alt ca. 40 klager om året. Det er først og fremmest klager over Alarmcentralen – 1-1-2 og ambulance- og sygetransportkørsel, mens en mindre del er indenfor brandvæsenets andre fagområder.
Alarmcentralen hos Københavns Brandvæsen dækker hele Storkøbenhavn, hvilket svarer til:
- Ca. 1,2 millioner borgere
- Ca. 700.000 1-1-2 opkald om året
- Ca. 100.000 udrykninger om året