Projekt brandkadetter en succes

Evalueringsrapport roser Københavns Brandvæsens Ungdomsbrandkorps, der samlet set vurderes som en succes.

Publiceret 11. juni 2012

En brandkadet i fuld sving med at vise BC udlægning

En brandkadet viser, hvordan man
laver BC-udlægning.

Det nytter – og det virker. En netop udkommet evalueringsrapport udarbejdet af ph.d. Helle Rabøl Hansen, Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Århus universitet (DPU), konkluderer, at der samlet set er tre  grunde til, at Københavns Brandvæsens ”projekt brandkadet” vurderes som en succes: 

For det første har projektet  vist, at brandvæsenet har formået at skabe kontakt til unge fra særlige boligkvarterer i København samt give en gruppe børn og unge oplevelser af at høre til i en arbejdssammenhæng.

For det andet har en stor de af de deltagende brandkadetter og brandmænd haft et positivt og udviklende udbytte af projektet, fordi de har fået et meget bedre kendskab til hinanden og deres baggrund, bl.a. via ”mester-elev” relationen, hvor hver brandkadet får tilknyttet en erfaren brandmand som fast mentor.

Sidst, men ikke mindst, har projektet betydet, at nogle af unge kadetter har fået ”oplevelser for livet”, der har givet dem ”indsigt, udvikling og stolthed”. Også flere brandmænd giver udtryk for, at de har fået bedre kendskab til de miljøer, de unge kommer fra – og som de måske havde fordomme over for før.

Overborgmester Frank Jensen udtaler:

”Det er meget positivt, at vi gennem projektet er med til at nedbryde fordomme og skabe større forståelse – både hos de unge og i Københavns Brandvæsen. Når vi skaber denne positive relation, gør det forhåbentligt brandvæsnets arbejde mindre problemfyldt i udsatte områder, og det giver de unge oplevelser for livet.”

Beredskabschef i Københavns Kommune Jakob Vedsted Andersen siger:

”Vi er utrolig glade for at blive anerkendt for det arbejde, vi gør med de unge brandkadetter – og at det er til  gensidig glæde for de unge og for brandvæsenet.”

Ansvarlig for projektet i brandvæsenet er  Ole Gammelby er ikke er tvivl om, hvorfor projektet allerede efter et års tid har opnået gode resultater:

"Projektets stærke side er, at vi har fokus på at skabe sammenhold og samarbejde mellem brandkadetterne, mentorerne og mandskabet på de stationer, hvor de unge kommer ud i praktik og efterfølgende i fritidsjob. Gennem de tætte relationer får de respekt for hinandens baggrund, og fokus kommer helt naturligt til at være på samarbejde i stedet for at kaste med sten og sætte ild til skraldespande eller at have stærke fordomme mod bestemte grupper i samfundet. Derudover har projektet skabt en god forankring og dialog i lokalområderne omkring brandstationerne og i de unges lokalmiljøer –  på skoler og  ved forskellige arrangementer og opvisninger, hvor brandkadetterne viser venner, familie og beboere, hvad de har lært.”

Der er selvfølgelig en række punkter, rapporten anbefaler kan forbedres. Punkter, Københavns Brandvæsen håber at kunne gøre noget ved i de kommende år. Brandvæsenets satser således på, at projektet kan fortsætte, når den berammede projektperiode udløber i 2013, og at det på sigt kan blive en permanent ordning.

Fakta

  • Projekt brandkadetter gik i luften i starten af 2011, og er berammet til en to-årig periode.
  • Til dato har 2 hold brandkadetter gennemført deres brandkadetuddannelse og fået et 6 måneders fritidsjob på en station. Det svarer til ca. 48 unge børn og unge, der indtil videre er rekrutterede fra Rådmandsgade Skole, Hillerødgades Skole, Amager Fælled Skole, Tingbjerg Heldagsskole, Korsager Skole, Vesterbro Ny skole, Blågårds Skole,  Klostervængets Skole og Hansted Skole.

Kilde: ”Brandmand, det er meget helte-agtigt” – Evaluering af ”Projekt brandkadetter” i Københavns Brandvæsen” af Helle Rabøl, ph.d. Institut for Udannelse og Pædagogik, Århus Universitet (DPU).