En tidsrejse med Københavns Brandvæsen

Søndag den 12. august var Rådhuspladsen fuld af børn med balloner og røde brandhjelme i anledning af Brandvæsenets dag.

Publiceret 13. august 2012

Veterankøretøjer til Brandvæsenets dag

Igen i år holdt Københavns Brandvæsen ’Brandvæsenets dag’, hvor alle kunne komme helt tæt på hovedstadens brandvæsen. I år stod dagen i 325 års jubilæets tegn. Opvisningerne på pladsen bød bl.a. på en rejse tilbage i tiden, da Københavns Brandvæsens Museumsforening demonstrerede brandslukning anno 1890 iført de gamle uniformer på veterankøretøjer trukket af heste. Den hestetrukne dampsprøjte, stige og ambulancevogn kørte en kort rute i København til stor begejstring for forbipasserende på Strøget og Gl. Strand.

Fra hestetrukket sprøjte til kemikalieberedskab
Tilbage på Rådhuspladsen tog kemikalieberedskabet publikum frem til år 2012 igen med deres opvisning. Her så publikum, hvordan Københavns Brandvæsen kan sikre et område i tilfælde af kemikalieudslip iført beskyttelsesdragter. Et rensetelt sikrer, at kemikalierne omgående bliver spulet af dragterne og ikke spreder sig ved ulykkesstedet.

Gode råd til de voksne  
Når der ikke var opvisninger på pladsen, klatrede børnene op i de store brandbiler, hvor alt skulle inspiceres og brandmændene stod parate til at hjælpe og svare på spørgsmål. En lille børnebrandbil var med for første gang i år – og den var en stor succes hos de små, der nærmest flyttede ind i den lille, røde trævogn.

Hos brandinspektørerne kunne de voksne få råd og vejledning om røgalarmer og flugtplaner for hjemmet i tilfælde af brand, og hos ambulanceredderne blev der demonstreret førstehjælp.

Dagen sluttede, som den begyndte, i strålende sol og kl. 16 drog glade og trætte familier hjem efter en dag sammen med Københavns Brandvæsen.

Se flere billeder fra Brandvæsenets dag 2012 her