Brug ikke benzin eller sprit, selvom bålet er vådt

Vejrudsigten garanterer desværre ikke tørvejr, når Sankt Hans bålene i København skal tændes. Følg to gode råd fra Københavns Brandvæsen, så du undgår uheld i forbindelse med optænding af våde bål.

Publiceret 22. juni 2012

Placer Sankthansbålet i sikker afstand

Brug aldrig benzin eller sprit
til at tænde et vådt bål.

Når alle står og venter på at synge midsommervisen i flammernes skær, kan en hjælpende hånd i form af brandfarlig væske umiddelbart virke som god ide, hvis man har svært ved at få gang i et vådt bål. Men brandfarlige væsker som benzin og sprit danner store mængder dampe, når man hælder det ud over bålet.

 ”Dampene er meget let antændelige, og når de antændes, sker det som en ildkugle, der vokser med en voldsom kraft. Brug derfor aldrig benzin eller sprit til at tænde Sankt Hans bålet.”, udtaler vicebrandinspektør i Københavns Brandvæsen, René Ruusunen.

 Få en sikker Sankt Hans aften - følg to gode råd

  • Brug aldrig benzin, sprit eller lignende, hvis bålet ikke vil brænde – brug i stedet egnet tændvæske, fx grilltændvæske.

  • Hvis du allerede har forsøgt med tændvæske, skal du aldrig hælde mere på, selvom bålet ikke vil brænde, da det pludselig kan antænde på grund af gløder.

Få gode råd om, hvordan man bygger og afbrænder et Sankt Hans bål. Og information om hvilken afstand, der skal være fra bålet og til bygninger samt tips om, hvordan man undgår, at dyr gemmer sig i bålet. Se i boksen til højre.

For nærmere information, kontakt
Vicebrandinspektør i Københavns Brandvæsen
René Ruusunen, telefon: 26 86 48 96, mail: renrus@okf.kk.dk