I løbet af december besøger Københavns Brandvæsen en lang række butikker og salgssteder med fyrværkeri
Publiceret 27. december 2011
PRESSEMEDDELELSE - 20.12.2011 - opdateret 27.12.2011
Det bliver i år til godt 100 butikker og ca. 25 større salgssteder og oplagspladser, som allerede har haft besøg af Københavns Brandvæsen, eller som vil få et inden nytåret skydes ind.
Brandvæsenet tjekker butikkers salg og
oplag af fyrværkeri.
”Ved vores besøg kigger vi efter om fyrværkeriet bliver opbevaret korrekt, og at der ikke er for meget fyrværkeri i butikken og på lageret”, fortæller vicebrandinspektør Henrik Zimmermann.
Indtil videre ser det generelt fornuftigt ud med sikkerheden hos de godkendte fyrværkeriforhandlere i København. De fejl, som opdages ved brandvæsenets besøg, er typisk mindre fejl, som for eksempel mangelfuld sikkerhedsskiltning. Den slags småfejl rettest oftest hurtigt og ganske smertefrit af fyrværkerisælgeren.
Selv om sikkerheden generelt er i orden, så ser Københavns Brandvæsen hvert år, at nogle få butikker ikke helt har styr på, hvor meget fyrværkeri de må have liggende.
”I år har vi desværre allerede været ude hos én fyrværkeriforhandler, som bestemt ikke havde styr på sine fyrværkerimængder – der var simpelthen alt for meget i forhold til hvad han måtte have. Sådan en sag ender med en politianmeldelse”, slutter vicebrandinspektør Henrik Zimmermann.
Fakta
Så meget fyrværkeri må en butik have:
I salgslokalet: 12,5 kg NEM (Netto Eksplosiv Mængde)
På lager: 25 kg NEM
For mere information kontakt vicebrandinspektør Marcello Francati, 26 88 29 16